TO FODBOLDFANS, PELLE & DAVID, SKAL FORTÆLLE DANSKERNE OM UEFA EURO 2020™

EM på hjemmebane værter fundet: ”Pelle og David på tur” er overskriften på den danske informationsindsats frem til startskuddet på EURO2020: fodbold-EM på hjemmebane.

Over de næste knapt 400 dage vil Pelle og David tage danskerne med på en rejse. En rejse, hvor de vil køre rundt i hele landet og besøge fodboldklubber, skoler, virksomheder, fodboldspillere og m.m. og tale med danskerne om den store begivenhed, som EURO2020 i København bliver. 

I øjenhøjde med danskerne vil de to fodboldfans invitere alle til at være med til at sprede glæden omkring det danske værtskab af EURO2020. 

Pelle og David vil være at finde på samtlige af Copenhagen EURO2020s sociale platforme: Facebook, Instagram og YouTube.

Linda C. A. Gaisie, Communications Manager for Copenhagen EURO2020, har glædet sig til at kunne præsentere Pelle og David for Danmark og håber, at befolkningen vil tage godt imod dem: 

”Efter vores første møde med Pelle og David var vi ikke i tvivl om, at de kunne løfte den store opgave at formidle EURO 2020 og skabe en eufori omkring vores værtskab og de fire kampe værtskabet indebærer,” siger hun.

”Det var vigtigt for os, at afsenderen af vores infokampagne var profiler, som var i øjenhøjde med danskerne. Derfor har vi valgt to helt almindelige mænd, der lever normale liv, men som elsker og lever for fodbold. Vi er så glade for, at to så empatiske og entusiastiske fodboldfans vil være frontløbere for det danske værtskab,” siger Linda C. A. Gaisie. 

Pelle og David har gennem de sidste 25 år haft utallige fodboldoplevelser sammen, hvilket bl.a. har resulteret i Copenhagen Sundays. Copenhagen Sundays er et fodboldtidsskrift med fokus på FC København og landsholdet. Arbejdet med Copenhagen Sundays bliver lagt på hylden, nu hvor fokus skal være vejen til EURO2020 værtskabet.

David: ”Jeg glæder mig til at være med til at skabe et fællesskab omkring fodbold og samle nationen omkring værtskabet, som jeg ser som en af fodbold-Danmarks største begivenheder til dags dato. Derudover bliver det helt vildt fantastisk at tale om bold med humor og glimt i øjet, men samtidig tage det seriøst uden at nørde totalt.” 

Pelle: ”Det bedste ved, at Danmark skal være vært for fire EM-kampe, er, at vi får mulighed for at vise hvor smukt Danmark er, og hvor fantastisk åbne og hjælpsomme vi er som nation. Dernæst er det naturligvis en gave at kunne se så mange dygtige spillere og vigtige kampe.” 

Igennem EM’s 60-årige historie er det første gang, at Danmark skal være vært for et EM i fodbold. Den første kamp skal spilles den 13. juni 2020 i Parken, København. Ud over København har EURO2020 11 andre værtsbyer.

Med 14 mdr. til startfløjten kan danskerne godt begynde at glæde sig over det danske værtskab. 

Organisationen Copenhagen EURO2020 Host City er nedsat af UEFA i samarbejde med DBU.


BLÅ BOG

Pelle Elikofer, 45 år

  • Bor i Birkerød med sin kone og tre børn på 2 (Flora), 11 (Villum) og 13 (Emeli)
  • Opvokset på Nørrebro
  • Bedste EM-minde: EM i Holland/Belgien hvor han og David var med Roligan Expressen.
  • Yndlings fodboldnation efter Danmark: Spanien på trods af dets status som Danmarks onde ånd 
  • Arbejder til daglig som Digital Marketing Specialist for en virksomhed som producerer lydløsninger

David E. Bastian-Møller, 48 år

  • Bor på Frederiksberg og har to døtre på 14 (Rose Mathilde) og 18 (Julie Marie)
  • Opvokset på Østerbro
  • Bedste EM-minde: Danmark-Holland, semifinalen ’92.
  • Yndlings fodboldnation efter Danmark: Frankrig
  • Arbejder til dagligt som Salgsansvarlig for et dansk design-brand

Pelle og David har kendt hinanden i over 25 år og fælles for dem begge er deres store passion for fodbold. 

EM-slutrunden spilles fra den 12. juni til 12. juli, 2020, og der vil blive spillet fire kampe i Parken Stadion (tre gruppekampe og en 1/8-dels finale)

Mød Pelle & David her:

FACEBOOK / INSTAGRAM / TWITTER / YOUTUBE / HJEMMESIDE

For yderligere information omkring ”Pelle og David” kampagnen, kontakt venligst:

Communications Manager Linda C. A. Gaisie, liga@dbu.dk tlf.: +45 3080 1404