Simon Kvamm bliver ambassadør for EURO2020 i Danmark

Musiker og entertainer Simon Kvamm er den 2. danske EM-ambassadør for slutrunden i København 2020. Det blev offentliggjort tirsdag, hvor frivilligtilmeldingen samtidig åbnede.

”Det var svært at sige nej til at blive ambassadør, når jeg nu i forvejen vil følge voldsomt tæt med i EM. Jeg elsker fodbold, og det vil næsten være for godt til at være sandt, hvis man får lov være en del af et EM i Danmark,” siger Simon Kvamm.

”Som ambassadør kan jeg bidrage med passion for fodbold og en passion for fællesskab omkring noget. Noget af det fodbold og koncerter kan, det er netop, at man glemmer sig selv og bare flyder i ét med mængden og synger, råber, klapper og hopper,” siger han.

”Både EM- og VM-slutrunder er paradis. Det er som at være en tur i Tivoli. Som fodboldelsker er det som om, at den ene gode dag afløser den anden. Jeg glæder mig altid enormt meget, når der er en slutrunde i horisonten,” siger Simon Kvamm.

Nærmest misundelig på de frivillige
Ud over at være overordnet ambassadør for EURO2020 i Danmark, er Simon Kvamm også ambassadør for de flere end 1.300 frivillige, der skal bruges til at løfte hele EURO2020 og gøre EM-slutrunden på hjemmebane til en folkefest.

”Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at hjælpe til og skubbe på hele det frivilligprogram, som EM bygger på,” siger Simon Kvamm.

”Hvis jeg som musiker og entertainer kan hjælpe med at tiltrække nogle frivillige til at være med, når EM løber af stablen, så vil jeg meget gerne chippe i,” siger han.

Simon Kvamm er ikke i tvivl om, at de frivillige spiller en stor rolle både i fodboldens verden og i sin egen musikverden:

”På musikfronten betyder de frivillige, at en masse kulturhuse og festivaler kan eksistere. Der er mange steder, hvor der spilles musik i Danmark, som ikke ville findes, hvis det ikke var for frivilligheden,” siger han.

”Det betyder meget, at folk gider samles og banke noget op af jorden, som ikke er for pengenes skyld. Jeg opfatter det som en stærk dansk værdi,” siger Simon Kvamm.

Hans indtryk er også, at de frivillige nyder at være en del af et fællesskab og løfte en opgave i samlet flok:

”Som musiker kigger man jo næsten misundeligt over på frivilligteltet og de fester, der bliver fyret af sted dér. Det er som om, der er kommet noget magisk i deres drinks. Der er et stort sammenhold og en klubfølelse blandt dem,” slutter Simon Kvamm.

København danner rammen om en EURO2020 sammen med 11 andre europæiske værtsbyer fra den 12. juni til den 12. juli.

Læs mere om EURO2020 her: www.copenhageneuro2020.dk
Meld dig som frivillig her: https://www.copenhageneuro2020.dk/frivillige/tilmelding/

For yderligere information om EURO2020
Frivillige: Mads Bang Aaen, Volunteer Manager, 28977842, mako@dbu.dk
EURO2020 generelt: Mia Kjærgaard, Communication manager, 26172816, miak@dbu.dk