Alle 12 EM-værtsbyer klar igen i 2021

Onsdag eftermiddag afholdt UEFA virtuelt ExCo-møde, hvor bl.a. EURO2020 var på dagsordenen. Her blev kunne det europæiske fodboldforbund melde ud, at alle 12 EM-værtsbyer også lægger græs til EM-slutrunden i 2021.

Dermed bliver sommeren 2021 en historisk fodboldfest i København og hele Danmark. Den danske hovedstad beholder sit værtskab til det udsatte EURO 2020 næste år sammen med de 11 andre værtsbyer.

Allerede i slutningen af april meddelte DBU, Københavns Kommune, Telia Parken og Sport Event Denmark, at parterne i samarbejde er klar til en ekstraordinær sports-sommer med både EM og Tour de France. Og nu ligger det endeligt fast, hvilket glæder DBU-formanden:

”EM på dansk jord bliver historisk med fire kampe til København og fodboldfest i hele landet. Det er en af de største begivenheder i verden og vil blive husket for evigt i dansk sportshistorie. Slutrunden bliver en kæmpe begivenhed, både for Herrelandsholdet, de danske fans og alle, der elsker fodbold. Vi glæder os til en uforglemmelig sports-sommer i 2021,” siger Jesper Møller.

Herrelandsholdet spiller dermed alle tre gruppekampe foran tusindvis af danske fans i Telia Parken, når det i juni går løs mod Finland, Belgien og Rusland.

EURO2020-kampe i Telia Parken

Lørdag 12. juni
18:00: Danmark vs. Finland

Torsdag 17. juni
18:00: Danmark vs. Belgien

Mandag 21. juni
21:00: Rusland vs. Danmark

Mandag 28. juni
18:00: 1/8-finale

Se hele EURO2020-kampprogrammet på UEFA.com