Op mod 9.100 ekstra billetter til Danmarks EM-kampe går til fans

Efter regeringens udmelding onsdag om muligheden for flere fans på stadion til EM, er det lykkedes at sikre op mod 9.100 ekstra billetter til Danmarks kampe mod Belgien og Rusland samt ottendedelsfinalen i Parken.

DBU: fodboldbilleder.dk

DBU: fodboldbilleder.dk

Onsdag meldte den danske regering ud, at der gives mulighed for at sikre flere fans på tribunerne, når der skal spilles EM-kampe på dansk jord i Parken.

Siden har DBU kæmpet for at sikre, at en afvikling mere flere fans på stadion kunne forløbe sikkert og trygt for fans. Nu er det lykkedes at sikre op mod 9.100 ekstra billetter til Danmarks EM-kampe mod Belgien den 17. juni og mod Rusland 21. juni samt ottendedelsfinalen i Parken den 28. juni.

”Vi er glade for, at endnu flere fans kan være på plads i Parken til den største sportsbegivenhed på dansk jord nogensinde. Vi har kæmpet for hver enkelt at de ekstra pladser på stadion, siden regeringen meddelte os, at restriktioner er lempet for antallet af fans i Parken. Både logistisk, sikkerheds- og sundhedsmæssigt har vi arbejdet hurtigt i et rigtig godt samarbejde med myndighederne og UEFA, så flere fans trygt kan færdes på stadion,” siger Jakob Jensen, direktør i DBU.

Billetterne går til fans

DBU arbejder for, at de op i mod 9.100 ekstra billetter i første omgang bliver tilbudt i salg hos dem, der har fået annulleret tidligere købte billetter og herefter via landsholdenes fanklub med forkøbsret for dem med flest loyalitetspoint.

Fankoordinator i DBU, Anders Hagen fortæller, at billetterne kommer til at skabe glæde blandt de rød-hvide fans:

”Nu kan vi med de ekstra billetter tilbyde at give noget tilbage til de mest loyale fans af Herrelandsholdet, der var uheldige at miste deres billet i lodtrækningen, da kapaciteten blev sat ned. Det er så velfortjent for fansene – og kommer til at skabe en endnu bedre stemning i Parken til det første EM på hjemmebane nogensinde,” siger Anders Hagen.

Når proceduren for billetsalget af de ekstra billetter er på plads, meldes det ud på dbu.dk og fordanmark.dk.